Et nyt år - en gammel plan

Jeg er sansende, men ikke Floffy!

bubblepop

På trods af at jeg mener at en sund krop kræver fokus på både kost, motion og sind, har jeg ikke skrevet meget om sindet og følelserne herinde. Det har virket ret grænseoverskridende at dele og jeg mener også mange ting ikke kan deles, af hensyn til andres følelser, sit job osv. Men jeg vil prøve at begynde mere at dele om mine tanker om selvindsigt og det at arbejde indad.

Jeg har nu arbejdet indad med egen udvikling i 6 år. Det har været en hård kamp og nogle gange op af bakke.
I starten var det bare svært og jeg følte mig konstant misforstået. Da jeg startede med Enneagrammet gav det en forståelse af mig selv og andre, det gav et værktøj man kan arbejde med, som kan forbedre kommunikation og forståelse. I min uddannelse i Enneagrammet Next Level følte jeg det gik meget tæt på, jeg følte mig revet i stykker og var ikke altid helt overbevist om at dét var en god ting.
Men når nu det var så hårdt, måtte det jo røre ved noget. Det gjorde det, det gav mig værktøjer, jeg blev en lidt bedre udgave af mig.

Men først med skyggerne har jeg følt noget ændrer sig, noget klikker anderledes UDEN at arbejde på det med et værktøj, noget rykker bare inden i.

4fd7bfb1852f9a5ad1b0d2f1e9051d5f

Min Floffy paraply

 Jeg har en samling af skygger, som jeg har lagt under min floffy paraply. Den breder sig ud over alle disse skygger, som så har ligget trygt og godt herunder. De har ligget der som en del af mig, som bare ikke er mig, de kan nuanceres og opremses i det uendelige, men en kort remse vil nok danne billedet.

“Meget kan du kalde mig, men du kan ikke kalde mig spirituel, overtroisk, blød, sød, fjollet….FLOFFY!!”

Det er lige nøjagtige min floffy paraply, som afholder mig fra en masse ting, det holder mig fast i en rolle jeg ikke længere føler er mig og det fratager mig….. mine sanser!

Jeg er sansende… og jeg er sensitiv!

Efter sidste work-shop med mit hold på uddannelsen “Shadow Facilitator” kørte jeg hjem og tænkte “Jeg er sansende, jeg ér sansende, jeg ér sgu da sansende…” og dét var okay, det var faktisk godt. Jeg fandt en egenskab som hører til under den fluffy paraply, en egenskab som jeg faktisk er stolt af, som jeg er glad for, som jeg kan sige højt og som jeg gerne vil dyrke.

Jeg må så også indse at jeg er sansende, men jeg har mistet det…for en stund, og jeg skal aktivt gøre noget for at få det tilbage. Jeg har bedøvet mine sanser, ubevidst, for at passe på mig selv. Jeg har skabt metoder i mit liv, som slukker for mine sanser. Det virker som når folk tager et par glas vin, ryger en joint eller hvad de nu ellers gør for at bedøve deres følelser. Jeg har bare gjort det med metoder i mit hovede… heldigvis lidt sundere, men ikke mindre bedøvende. Jeg har ikke set det, men jeg har godt mærket at jeg har mistet noget, jeg har bare ikke kunne få fat i hvad det dog var. Det har bare været en tom længsel.
Længslen efter at føle sig fyldt op af at stikke næsen i hestenes tykke pels, at føle lys inden i når solsorten synger, at gøre ting af lyst.

Denne længsel har været der i et par år, og når jeg reflekterer er det også nogle år siden jeg sidst blev kaldt en ildsjæl, min ildsjæl slukkede da jeg druknede sanserne. Jeg ved jeg er særlig sensitiv, jeg har ikke brug for en diagnose for at vide det. Jeg sanser lys, lyde, stemninger osv mere end gennemsnittet. Og når jeg studerer særlig sensitivitet er det tydeligt mig.
Så jeg ved jeg er introvert og sensitiv, og nu ved jeg også jeg er sansende og jeg omfavner dette, jeg skaber mig en ny paraply, en jeg er stolt af.

untitled2

Jeg er empatisk

Jeg besidder stor empati for dem der ingen stemme har, børn og dyr.
Jeg føler hvad de føler og det gør det ikke altid lettere. Det gør nogle ting, hårde, sørgelige og svære.
Umiddelbart ville jeg absolut ikke sige jeg var en empatisk person, fordi jeg ikke føler mig empatisk for mennesker. Men måske har jeg bare slukket for den empati, fordi mennesker egentlig ikke interesserede mig. Jeg kan huske for 6-7 år siden min coach sagde “du skal vise interesse for dem” og jeg svarede “hvordan gør jeg det, når jeg egentlig ikke er interesseret?”.
Det føles som MEGET længe siden, da det slet ikke passer længere, alt mit arbejde indad har rykket ved dette uden jeg har bemærket det.
Jeg er i dag meget interesseret i mennesker, og nysgerrig, på dem alle.
Jeg mærker mennesker når de er vrede, men ikke meget mere end det
Mon jeg kan tænde for den empatiske evne for alle?
Og tør jeg?
Jeg tror jeg skal finde en måde at skrue op, en måde hvor det ikke er tænd/sluk. Da hvis jeg bare tænder og det virker og alt kommer ind, så er jeg bange for jeg ikke kan klare det, at der kommer mere ind end min sjæl kan klare at løfte. Men hvis jeg kan finde en måde at skrue op, indtil jeg finder et tredie punkt hvori jeg kan finde mig til rette, må det være vejen frem.

Rejsen

Men det er jo allerede sket og jeg kan slet ikke stoppe det. Min coach sagde i fredags “uanset om du vil være hvor du er, er der ingen vej tilbage nu”.
I slutningen af året følte jeg mig stresset, med alle de faresignaler det nu end har. Det var efter en travl periode hvor der samtidig var flere af mine medarbejdere, der var ramt af voldsomme ting, med dødsfald i familien, syge ægtefælder og mobbede børn. Jeg tog det ind, uden at registrere det og det drænede mig.

Skal det min bare åbnes og jeg skal slippe kontrollen og se hvad der sker…..eller skal jeg kontrollere og skrue langsomt op!

Jeg skal finde mit tredie punkt, ikke det midt i mellem ligeglad og empatisk, men et andet sted, et sted uden for linjen som passer lige til mig.
Dét er rejsen jeg skal finde, og jeg kan mærke min sjæl glæder sig til rejsen!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et nyt år - en gammel plan