Risengrød, en lidt sundere version

Stress!

I flere måneder har jeg kun skrevet ganske få indlæg, omhandlende mad. Jeg har ikke kunne finde ud af at dele hvad der foregik eller hvordan jeg havde det, men nu lysner det og føles anderledes, så jeg er klar.

Jeg fik ganske enkelt det der kaldes et stress kollaps. Hvis man er overbelastet over længere tid, flere år, kan man til sidst få et kollaps. For mig skete der det at jeg gik helt i sort på mit arbejde, jeg kunne ikke høre hvad folk sagde, jeg kunne slet ikke tænke, alt var bare sort. Jeg endte med ikke at kunne få luft da jeg stortudende brød sammen. Jeg gik hjem og nu er der pludselig gået 3 måneder.

Det er vildt som grænserne rykkes, det er vildt at mærke at noget man mente og følte for 3 måneder siden, slet ikke er det man mener og føler i dag. Men det er godt, for jeg skulle jo ikke gerne bare være samme sted, jeg skulle gerne have ændret mig og være klar til at ændre mine vilkår, så det ikke sker igen.

En lang sygemelding var en fuldstændig umulig tanke for 3 måneder siden. Jeg havde 0% sygefravær og en underlig stolthed over dette. Da jeg kollapsede tog jeg et par flexdage, for jeg skulle jo bare lige trække vejret. Da jeg efter et par dage måtte melde mig syg, oplevede jeg mit andet kollaps, det gik helt i koks i telefonen med min chef, som jeg endte med at råbe af. Jeg måtte køre bilen ind til siden, for kunne ikke trække vejret. Lægen sygemeldte mig i 14 dage og jeg syntes det var helt vildt lang tid, 14 dage, jeg var jo ikke syg. Men allerede da de 14 dage var gået, var mine grænser rykket sig og jeg var klar til en lang sygemelding, hvilket så slutter i morgen, hvor jeg præcis har været væk i 3 måneder.

Jeg er gået igennem et helt hav af følelser, tanker, planer og selvindsigt, jeg har hørt stress bøger, jeg har ligget på sofaen, jeg har motioneret, jeg har tænkt, jeg har prøvet ikke at tænke, jeg har været bange og jeg har været tom.

Da min læge skrev min lægeerklæring, skrev hun “Overbelastning, med tendens til angst og depression”. Deprimeret var vi dog enige om jeg ikke var, men da testen sagde jeg var det og da jeg var meget grådlabil, kom det til at stå der. Angst begynder vi først at kigge på når stressen har lagt sig, da den øger angst. Men det betød bemærkelsesværdig meget at hun slet ikke skrev stress, men derimod overbelastning. Det første der sker i en stress sygemelding er følelsen af at være svag, ikke god nok og at det er en falliterklæring. Stress føltes (i starten) som noget man selv kunne gøre for, også selvom de kaldte det arbejdsrelateret stress. Hvorimod overbelastning føltes, som noget nogen havde gjort mod mig, jeg havde ladet det ske ja, men det var ikke mig der gjorde det og det var lidt lettere at takle.

For bare en måned siden troede jeg aldrig, at jeg ville skrive dette indlæg, det var jo så skamfuldt ikke at være den der superwoman, i dag føles det anderledes. Hvis andre kan trække vejret bare lidt længere ned i maven af at læse de ikke er alene, så er jeg her med min historie, som lige nu slet ikke føles skamfuld, men derimod stærk at dele.

I sådan en 3 måneders sygemelding går man igennem flere faser og de er ikke ens for os alle. Men der er ligesom to typer, dem der i fase 1 kollapser og sover, sover og sover og dem der bliver hyperaktive og slet ikke kan stoppe. De sovende skal endelig bare sove det ud af kroppen, men de hyperaktive bliver nødt til at finde en måde at komme ned på. Jeg hørte til de hyperaktive. Jeg kunne ikke sove, hverken nat eller dag, jeg kunne ikke ligge på sofaen, jeg kunne slet ikke komme ned. Jeg var vildt bange for at min læge ville sige jeg skulle stoppe med at motionere, at jeg skulle trække stikket og lave ingenting, for det føltes som om min krop ville eksplodere. Det tog faktisk over to måneder før jeg pludselig indså jeg faktisk var kommet ned i tempo, at jeg gør ting langsommere, at jeg giver mig selv pauser og nyder dem, at jeg kan se en film på sofaen midt om dagen og ikke føle at min krop løber videre. Først de sidste par uger er jeg begyndt at både kunne falde i søvn og sove hele natten igennem uden at vågne op.

Nu skal jeg så til at starte langsomt op på arbejdet i morgen, og jo jeg er bekymret. Bekymret for at jeg ikke kan op i samme tempo i mit liv, ikke kun på arbejdet, men alt det jeg gerne vil nå hver uge, bekymret for at jeg nu bare er blevet langsommere. Men jeg er glad for at have et arbejde der viser forståelse og som lader mig starte i det tempo der er brug for.

Jeg vil også slå et slag for den enorme hjælp og støtte jeg har fået fra min stress coach, min læge og mit jobcenter. De har hver for sig sagt det samme, de er kommet med råd der passede sammen og de har givet mig en følelse af at have et helt team, der bare vil mig det bedste. Det er en super god følelse og det har helt sikkert været en stor brik i at jeg er nået hvortil jeg er nu.

Jeg vil stadig gerne være superwoman, hvem vil ikke det, men billedet af en superwoman har ændret sig. En superwoman er en der lytter til sig selv, en der kan mærke sin intuition og tør handle efter den. En der står ved den hun er, uanset hvad omgivelserne mener og en der derved danner sig eget billede af en superwoman.

Jeg har sluttet 2018 med en nedtur, der vendte til at finde noget nyt inde i mig, og starter 2019 med opturen!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Risengrød, en lidt sundere version