Vegansk hverdagsmad - Pizza #1 Falafel uden ost

Anstrengelsesudløst astma

Jeg anede ikke der eksisterede noget der hed anstregelsesudløst astma, så havde jeg nok fået det tjekket for længe længe siden.

Jeg er i en skøn skøn løbegruppe for nye løbere på Facebook, hvor man virkelig støtter og hepper på hinanden. I den gruppe skrev jeg hvordan jeg havde det og det var her jeg første gang hørte betegnelsen anstrengelsesudløst astma og gik i gang med en udredning hos lægen, som tog ret lang tid. Jeg er faktisk ikke konstateret denne form for astma, men jeg ligger lige på grænsen og har derfor fået denne spray som test. Det er ikke binyrebarkhormon og den er ikke på dopinglisten. Den fungerer ikke akut, skal tages en halv time før jeg løber.

Symptomer

Jeg begyndte at løbe i april 2018 og så en klar forbedring i løbet af sommeren, både på tempo og distance, men da efteråret ramte gik udviklingen ikke bare i stå, men det gik tilbage. På kølige, fugtige dage følte jeg ikke jeg kunne få luften ned i lungerne. Uanset hvad jeg gjorde, var vejret kun i den øverste del af brystet. Mine tider gik ned. Særligt mærkede jeg hvis jeg startede for hurtigt på turen, så var hele turen ødelagt, da jeg simpelthen ikke kunne få nok ilt ind. Jeg mærkede jeg kunne bedre løbe længere end hurtigere og når jeg sammenlignede med andre, burde jeg på dette tidspunkt i træningen kunne løbe hurtigere og forbedre mine tider mere markant. Det er enormt demotiverende, at løbe tre gange om ugen, og ingen forbedring se.

Da jeg hørte om anstrengelsesudløst astma kiggede jeg tilbage i mit liv. Som tidligere rygere har jeg bare altid sagt “Jeg kan ikke løbe uden at dø” og det var også følelsen. Det var min mening indtil jeg i sommers knækkede det i mit hoved og kom i gang. Det der føltes så underligt var at føle jeg var i en sund og rask krop, men ikke kunne løbe 500 meter. Hvis jeg spurtede gik det helt galt, alt der hedder intervaltræning, sprint osv er og har altid været forbundet med voldsomt ubehag.

Udredning hos lægen

Min læge mente at det lød sansynligt at jeg led af anstrengelsesudløst astma ud fra mine symptomer, samt det at jeg har røget i 25 år og min mor har astma, så vi skulle i gang med en udredning. Min lille læge her på Stevns har ikke alt muligt fancy udstyr, så jeg blev bedt om at møde op i løbesko og blev varslet jeg ville blive sendt ud på gaden.
De bad mig om at løbe i 6 minutter, 3 minutter ud og så hjem, så hurtigt jeg kunne. Jeg var ret bekymret, da jeg absolut ikke kunne løbe hurtigt og er meget autoritetstro, så når de siger jeg skal give den alt jeg har, så bekymrer jeg mig om, om de opdager hvis jeg kollapser på gaden, for så giver jeg den alt. Så det gjorde jeg. Jeg løb alt jeg kunne og fortsatte i de 6 minutter, selvom mine lunger sagde stop efter 2.

Inden løb blev der lavet en lungetest, og så igen lige efter, efter 5 minutter og efter 10 minutter. Denne løbetest skal definerer hvor hurtigt man får luften igen efter kraftig påvirkning. Og det var her jeg lå på grænsen mellem at have anstrengelsesudløst astma og ikke have. Det der tilgengæld skete var symptomerne efter løbetesten. Jeg havde en anden tid hos lægen efter dette, så befandt mig dernede et stykke tid.
Efter de 6 minutters løb blev min krop udsat for mere ubehagelige ting end selve løbet. Efter 5-10 minutter begyndte min brystkasse at gøre ondt, på en brændende trykkende måde, en underlig følelse. Da dette gik over begyndte hosten, denne mystiske varme hoste som var umulig af ignorere, den fortsatte, den eskalerede i en halv time og så forsvandt den.

En måned efter blev det tid til lungetest. Her fik jeg lavet en lungetest ved at puste i en anordning til dette. Fik derefter medicin, ventede og gjorde det så igen. Dette skulle fastlægge om jeg havde almindelig astma. Det havde jeg ikke, der var ingen forskel før og efter medicinen, men det vidste jeg nu godt.

Konklusionen

Lægens konklusion blev derfor at jeg lå på grænsen og nok ikke havde anstrengelsesudløst astma, men jeg havde voldsomme astmatiske symptomer efter løbetesten, så noget foregik der i mine lunger. Han valgte derfor at jeg fik en spray, og derved skal teste effekten af. Hvis nu den så ingen forskel gør, skulle mine lunger røntgenfotograferes, fordi rygningen måske kunne have lavet skader.

Så jeg er i gang med at teste dette og tænker egentlig at jeg først ser den fulde effekt når jeg over noget tid kan se om jeg får trænet mine tider bedre. Men jeg ser faktisk en effekt nu og mærker den også selvom jeg ikke løber specielt hurtigt.
Jeg løber inden for min komfortzone og har ikke noget der fortæller mig tempo før turen er færdig, så jeg udelukkende sætter tempo efter følelsen. Jeg presser ikke mig selv særlig hårdt, jeg syntes det er rigeligt svært at komme afsted i mørke og regn, og det er lidt lettere hvis jeg ved det ikke bliver ubehageligt.

Herunder ses to løbedage i træk, samme rute. Jeg glemte spray’en den første dag, så det var perfekt at teste med samme rute dagen efter med spray. Jeg plejer ikke at løbe flere dage i træk, så benene var faktisk lidt tunge på dag to. Begge dage løb jeg inden for min komfortzone, følte samme niveau af pres og så er der jo faktisk en del forskel.

En forskel i pace på 26 sekunder pr kilometer er faktisk en temmelig stor forskel når det føltes ens….så nu er mit håb om at kunne løbe 5 km på under 30 min blusset op igen.

Læs beskrivelsen af anstrengelsesudløst astma her Sundhed.dk

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vegansk hverdagsmad - Pizza #1 Falafel uden ost