Vejen til hestens hjerte -og dit eget – Boganmeldelse

hjerte

Marianne Florman har sammen med sin elev Mathilde Denning udgivet bogen, Vejen til hestens hjerte -og dit eget. Jeg har selvfølgelig lånt den som lydbog på eReolen og hørt den i solen på gåture med hundene. Det kan virkelig anbefales. Den første morgen jeg satte bogen i ørene og gik ud fra mit hjem, blev det en tur på 9km, en skøn tur.

Jeg havde ikke de store forventninger til bogen, jeg har ikke i mit hestetid haft nærmere bekendtskab til Marianne Florman, andet end at jeg ved hvem hun er og har set opvisning med hende hvor hun rider næsten uden udstyr (havde dog cordeo på). Jeg er meget positiv overrasket over denne bog og jeg tror til dels det er fordi det er på nuværende tidspunkt i mit liv jeg læser den. Jeg føler slet ikke det er en hestebog, bevares det er hestene der anvendes til at spejle mennesket, men som Marianne også siger, kunne det være et hvilket som helst dyr. Den handler om os, vores hjerte og det som Marianne kalder vores ridser og skrammer. De ridser og skrammer Marianne taler om er det vi i skyggearbejdet kalder skygger. Og meldingen er helt den samme som når vi arbejder med skygger “lær dem at kende, vedkend dig dem og omfavn dem med kærlighed”.

Marianne, som selv indlæser bogen, har en skøn stemme og toneleje, hun er virkelig behagelig at lytte til. Det er første gang jeg græder til en hestebog, hele 4 gange måtte jeg fælde tårer. Nu har jeg ikke bladret i bogen, så ved ikke om der er illustrationer, men hvis der er så køber jeg den, da jeg virkelig gerne vil kigge lidt mere på de 4 faser, og jeg forestiller mig illustrationer til dette.

Nogle gange kan tingene godt blive lidt for alternative for mig og dette kunne have været en af dem, men det var det bare slet ikke. Jeg syntes hun bliver “på den side” af det alternative univers hvor jeg kan være med og jeg ser mine heste for mig når hun taler. Men mest er det Fearless, han er min læremester, han er min lead hest. Han er lead hesten i flokken også, indtil denne bog og denne viden, var jeg noget forvirret over hvad der var sket med hierarkiet i flokken. På den ene side virkede det som om Ronaldo havde taget flokfører rollen, for han skubbede rundt med de andre og Fearless var mere passiv, men hvis der virkelig er noget på spil så tager Fearless over og går forrest, Mariannes forklaring om lead hesten, gav så meget mening og nogle ting faldt virkelig på plads. Mange af Mariannes beskrivelser får mig til at tænke på Fearless og vores liv sammen, alt det vi har gået igennem og alle de udsving og “uforståelige” ting jeg har oplevet med ham, med de teorier Marianne har, giver det virkelig mening. Han har brug for mere fra mig, han har brug for at jeg er hos ham rent, kærligt og ærligt og jeg har svært ved psykisk at blive. Det giver mening for mig.

Gennem denne bog fik jeg følelsen af at her er måske noget der kunne skabe en rød tråd i mellem de verdener jeg lever mit liv i, disse verdener som er så adskilt og hvor jeg længes efter at kunne bringe det sammen til ét liv, ét mig og slippe følelsen af at leve flere liv med forskellige sider af mig selv. Hvis jeg kan lede med hjertet og være True lead vil dette gælde både i mit arbejde som leder, som coach og i mit liv med dyrene og naturen. Måske vil dette kunne være den røde tråd i mit liv, som jeg længes sådan efter…måske…

Straks tjekker jeg den fulde True lead uddannelse ud, men den koster knapt 40.000 kr., så det er ikke en mulighed for mig. Jeg finder så et lead 1 kursus i Solrød, men desværre er det samme weekend som min Shadow Process weekend, så det kan jeg ikke. Skal jeg lytte til Mariannes visdom, så flasker det sig som det er meningen, når det er meningen, så jeg vil undersøge lidt dybere og se hvilken vej jeg finder. Jeg ser en stærk connection mellem skyggerne og lead og vil helt sikkert komme til at udforske dette dybere.

Vil man se mere til lead eller Marianne er hendes hjemmeside her

Introvert eller særligt sensitiv – Boganmeldelse

intro

Introvert eller særligt sensitiv af Ilse Sand.
Det er den første af Ilse Sands bøger jeg lytter til, men bestemt ikke den sidste. Jeg skal i hvert fald også høre Elsk dig selv. Nu har jeg forliget mig med at jeg både er introvert og særligt sensitiv, og jeg er ved at lære at omfavne det. Jeg mærker dog igen og igen at vores samfund belønner ekstrovert opførsel og skaber rammer passende til ekstroverte. Jeg mærker igen og igen følelsen af at være anderledes, at være sart.

Jeg græd flere gange igennem denne bog, mest fordi det bare er så rart og befriende at høre nogen beskrive nøjagtig hvordan man har det, når nu man i mange år har troet man var den eneste i verden der havde det sådan. Det føles som et skulder klap. Nogle ting hvor jeg kommer til højlydt at sige “JA for pokker” andre ting, hvor først når jeg hører det tænker “gud ja, sådan er det jo”. Ilse taler også i denne bog om det kraftigt reagerende træk, og om hvordan det er/kan være en del af det at være særlig sensitiv og dét åbner nogle tanker for mig. Der er ganske enkelt situationer hvor jeg kan kigge tilbage og tænke at det jo var klart jeg reagerede.

Er introverte asociale?
Jeg er specielt glad for Ilses forklaring om at det ikke passer at introverte ikke er sociale, de er bare ikke så selskabelige. Ekstroverte er mere selskabelige, men både ekstroverte og introverte er sociale, bare på hver deres måde. Introverte er sociale på et dybere plan og ikke så god til den overfladiske omgang. At small talk dræner os endnu mere end bare at være sammen med mennesker, er det jeg mærker i mine frokostpauser på arbejdet. Man er enten tvunget til at smalltalke, eller dømt til at være asocial og pludselig er pausen bare ikke længere end pause, men endnu en opgave.

Selvtest
Bogen slutter med to test, en for særligt sensitiv og en for introvert.
I introvert går skalaen fra minus 64 til plus 64. Hvor plus 64 er yderst introvert.
Jeg fik 41.
I særligt sensitiv går skalaen fra minus 40 til plus 40, hvor plus 40 er yderst sensitiv.
Jeg fik 25.
Jeg føler det passer meget godt, jeg føler det er korrekt jeg ligger ret langt ud mod højre i disse skalaer. Samtidig føler jeg ikke jeg bliver hverken mindre sensitiv eller introvert, desto mere jeg uddanner mig i emnerne og det er heller ikke min mening. Målet er at blive bedre til at stå ved den jeg er og føle det er okay og derfor også kræve mere af det jeg har brug for, uanset om omgivelserne forstår det eller ej. Jeg ville have ønsket nogen havde set dette da jeg var lille eller teenager, jeg føler jeg var kommet lettere og mindre såret igennem hvis nogen havde vist mig at det var okay at føle hvad jeg følte og tænke hvad jeg tænkte. Jeg er stadig ikke nået dertil hvor jeg ikke føler mig alene i verden med disse følelser, men det bliver bedre.

Læs den!
Jeg ville ønske jeg kunne få mine omgivelser, min familie, mine kollegaer, min chef og mine venner til at læse den bog. For at de kunne give mig den plads jeg har brug for, for at de kan se det ikke bare er mig der er sær, for at jeg kan føle mig på lige fod og forstået. Så uanset om du er særligt sensitiv, introvert eller bare gerne vil forstå andre mennesker, så læs denne bog. Særlig hvis du har introverte børn, så er det bare at komme i gang, jeg lover dig de vil takke dig for det.

Leder DNA – boganmeldelse

Leder DNA af Rasmus Ankersen

dna

En hel igennem fantastisk underholdende og lærerig bog. Ikke kun for ledere, men for alle der er interesseret i menneskers forskelligheder, udvikling og tanker.
Rasmus Ankersen har en fortrinlig tilgang til forskellige mennesker, han kan interviewe og fortælle om alle typer, uden skyggen af egen mening, fordømmelse eller idolisering. Det er en ren objektiv fortælling og virkelig interessant.

Jeg vil anbefale alle der er interesseret i mennesker, at læse denne bog og særligt alle i lederstillinger.
Den kan både læses og høres som lydbog på eReolen.

De 25 topledere der interviewes i bogen er virkelig forskellige, de har forskelligt syn på ledelse, på mennesker, på verden, på egen værdi og på hvilke krav de stiller, både til sig selv og deres omgiver. Når man både lytter til biskop Jan Lindhardt og til Peter Aalbæk fra Zentropa, så lytter man altså til to helt forskellige verdener.

Der var flere ting jeg kunne tage med mig fra denne bog, både direkte oversat i mit lederjob, men også rent personligt. Der er meget lærdom i denne bog og det er sjovt at høre om ledere hvor jeg tænker at jeg ville ALDRIG arbejde under den leder, der er der medarbejdere der bare følger og idoliserer denne.
Det er interessant så forskellige mennesker er, også mennesker i samme typer stillinger. Der er ledere som er uddannet coach, som mener personlig udvikling af lederen kommer først, før de kan udvikle medarbejdere, og der er ledere der mener at medarbejdere bare skal gøre hvad de siger og personlig udvikling af ledere er noget pjat. Der er ledere som mener at man skal arbejde sig halvt ihjel for at få succes og ledere som mener det slet ikke er nødvendigt.

Forfatteren Rasmus identificerer 10 mønstre som går igen hos de interviewede ledere.

Ledelse kan være ensomt.
God ledelse lader til at være medfødt, det kan god læres.
Man skal kunne klare at påtage sig at være det dumme svin.
Dyrk medarbejdernes kompetencer og gør dem til stjerner.
Forlig dig med at du ikke kan komme til tops uden at træde på nogen på vejen.
Topledere har sjældent haft en ambition om at blive ledere.
Det handler om bundlinjen.
Dyrk forskelligheden.
Skab plads til de skæve anderledes typer.
Vær afklaret med at der er en pris for denne position.

Rasmus Ankersen interviewer i bogen disse personer:

Anders Fogh Rasmussen, statsminister
Jørgen Vig Knudstorp, CEO i Lego
Bjarne Riis, cykelboss, Team CSC Saxo Bank
Lone Scherfig, filminstruktør
Nikolah Hübbe, balletmester på Det Kongelige Teater
Jens Moberg, CEO i Microsoft USA
Kim Kristensen Leder af de danske styrker i Afghanistan
Jørgen Mads Clausen, CEO i Danfoss
Susanne Larsen, CEO i SAS Danmark
Jan Lindhardt, biskop
Morten Albæk, idéudviklingschef i Danske Bank
Peter Aalbæk, Zentropa
Ingolf Gabold, DR dramachef
Lars Munch, CEO i JP/Politikens Hus
Kurt Larsen, CEO i DSV
Stine Bosse, CEO i Tryg Vesta
Martin Thorborg, Spam Fighter, USA
Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank
Pia Kjærsgaard, politisk leder
Kresten Schultz Jørgensen, Lead Agency
Christian Stadil, CEO i Hummel
Aldred Josefsen, CEO i Irma
Birthe Madsen, CEO i Star Tour
Thomas Senderovitz, CEO i UCB New-Medicine, Belgien

eReolen

Jeg vil gerne begynde at skrive boganmeldelser her på min blog, da jeg sluger en del spændende bøger, men først vil jeg give en anmeldelse på hvor jeg får dem fra.
Der er fleste bøger hører jeg som lydbog, men få bøger læser jeg og dem køber jeg. Det er oftes bøger der handler om kost og videnskab, bøger som godt kan tåle at være flere måneder om at blive læst og som jeg gerne vil eje og kunne slå op i efterfølgende. Det er fx bøger som “The China Study” som er et af de største kost og sundhedsstudier der er lavet, eller “How not to die” som er skrevet af lægen Michael Gregor, som er virkelig dygtig til at sammenfatte de store studier så vi kan forstå dem. Begge bøger er på dansk. Og så køber og læser jeg alle mine rytter/heste bøger, også fordi jeg godt kan lide at have dem på hylden. Jeg køber Stephen King, men jeg læser dem ikke. Jeg startede med at købe Stephen Kings bøger da jeg var i tyverne og dengang slugte jeg dem alle. I dag fanger det mig ikke nok til at kunne læse dem, men jeg har alligevel valgt at fortsætte samlingen.

Lydbøger
Lydbøger er de bøger jeg sluger mest af. Når jeg læser bliver jeg hurtigt træt i hovedet, sådan virkelig hurtigt og så mister jeg fokus. Jeg har desværre aldrig fundet årsagen til jeg har det sådan, nu har jeg briller og jeg er ikke ordblind, men ikke desto mindre kan jeg kun læse 10-15 min før det går galt og så er der langt igennem en bog. Tilgengæld så går jeg rigtig mange ture og laver meget statisk fysisk arbejde, som fx at muge stalden, male, ligge gulv, slå græs osv. Og så er det simpelthen fantastisk at høre en god bog på samme tid.
Jeg elsker det.

lydtjenester

Tjenester
Jeg hører mine lydbøger via min iPhone og hovedtelefoner.
Længe var min foretrukne lydbogsapp Storytel. Den koster penge og der er virkelig mange bøger og tjenesten er stabil og fungerer rigtig godt. Der er ikke den store årsag til at det ikke blev Mofibo da det er samme stil. Der kan være bøger man kan finde i den ene og ikke den anden. Det fungerer let at købe en måned og komme ud af det igen, så jeg har fx brugt at købe en måneds Storytel i min sommerferie og så stoppet den igen, for at åbne den igen i en anden periode. Det er intet problem. Man kan komme ind og se hvad der ligger i Storytel uden at have betalt, man kan derfor planlægge at betale fordi der er noget bestemt man har udset sig at høre.

ereolen

Men nu har min foretrukne app i lang tid være eReolen.
eReolen er bibliotekernes tjeneste og den er derved gratis. Du skal bare ind og oprette dig et bibliotekslogin på bibliotekets egen hjemmeside, eller gå ned på et bibliotek. Så er du kørende og det hele er gratis og dét betyder virkelig ikke et ringere udvalg. Ihvertfald når jeg hører faglitteratur, er der masser og selvom det ikke er lige så hurtigt til at lande her, så er det altså heller ikke vildt langsomt. eReolen er derfor blevet min daglige app til lydbøger og har jeg en periode jeg har ferie eller skal lave et stort alene projekt med statiske fysiske opgaver, så kan det godt være jeg tjekker ud om der er noget i Storytel jeg skal høre og så køber lidt der.

Faktisk er jeg blevet så glad for mine lydbøger at jeg nu skal tænke over ikke altid at høre dem. For jeg kan jo ikke høre foråret på min tur når jeg går og er opslugt af en bog, så jeg skal huske også at slukke og sanse livet omkring mig, det er jeg igang med 🙂