2017-03-05-08-14-35

Jeg hedder Anja og jeg går op i kost, sundhed og personlig udvikling.

Jeg vil derfor blogge en del om kost, om træning og om sindet.
Derudover så har jeg en gård, alene, med 3 heste, 3 hunde og 3 katte.
Jeg har samme strategi uanset om det er dyr eller mennesker; kost som er sundt for kroppen, lavt på sukker og stivelse, god motion og stressfrit liv, eller så stressfrit som muligt, ingen af os, hverken dyr eller mennesker vil kunne undgå noget pres ind i mellem.
Det er hårdt men dejligt arbejde at passe gården ved siden af fuldtidsjobbet,
men det kan lade sig gøre og jeg nyder det 90% af tiden.

Så jeg er en helt normal kvinde, der gerne sætter sig grundigt ind i tingene og derfor har viden at dele ud af.
Jeg tror på at vi alle kan opnå vores mål, hvis vi ønsker det nok, og vil arbejde hårdt og målrettet for det, så tror jeg alt er muligt for os.

Så hvad er sund kost, eller rettere hvad mener jeg er sund kost?

Et sundt måltid er et måltid der tilfører kroppen værdi.
Dette i form af sunde fedtstoffer, antioxidanter, vitaminer, mineraler, proteiner, gode kulhydrater og fibre.
Et usundt måltid er et måltid der forringer kroppen.
Dette i form af raffineret sukker og stivelse, mættet fedt og fødevarer som består af tomme kalorier, hvilket vil sige ikke tilfører kroppen værdi.
Sund kost, er en kostplan der overvejende består af sunde måltider og mellemmåltider.
Jeg vil mene man skal være over 70% på den sunde side, før man kan kalde det sund kost.

Motion er en vigtig spiller i et sundt liv.

Det er ganske enkelt ikke muligt at have en sund krop uden motion.
Motion er både den lette motion, som fx er lange gåture, den mere krævende motion i form af styrketræning og cardio træning.
Vi skal bruge alle tre slags motion for at få en sund og langtidsholdbar krop.
Dette er en livslang opgave, så find noget motion du syntes er sjovt, og varier det ofte.

Jeg er kommet virkelig godt igang med hjemmetræning.
Det er altså ikke nødvendigt at skulle i et Fitnesscenter for at træne styrketræning. Hvis man helst vil være derhjemme, så gør det.
Men find et program der skubber lidt til dig og holder dig igang. Jeg har fundet en app som virker rigtig godt for mig.
Jeg kan altid finde et program der passer til dagen og det presser mig at skulle følge en træner, også selvom han bare er på en skærm.
Cardio er lidt sværere hjemme, kræver ihvertfald nogle maskiner for ikke at blive virkelig trivielt. Men så kan man jo altid løbe en tur.

Sindet skal også være sundt.

Sund kost og god motion er ikke nok til en sund krop, sindet kræver også opmærksom og arbejde, sindet skal også være sundt.
Og der er så meget vi kan gøre, det starter med lysten og modet til at kigge indad, til at identificere sine egne spøgelser og se forbi dem.
Jeg mener rejsen er livslang, det er en rejse der ændrer sig livet igennem, den ændrer sig ud fra hvilket kaptitel i livet vi er igang med.
Finder vi vores kerne, vores styrke, så kan vi bruge den i alle livets kapitler.
Vi skal øve os i de gode tider, for at kunne agere i de dårlige.
Jeg er certificeret i Enneagrammet Next Level, hvilket inkluderer viden om Enneagrammet, coaching og generel viden om personlig udvikling.
Jeg er yderligere certificeret Service Excellence Leader, som også inkluderer Enneagrammet, Kernekvadranten og viden om mennesker og ledelse.
Derudover interesserer jeg mig meget for skyggearbejde.