Jeg er optaget af vores tendens til at sidde fast, i et mønster, i et job, i et forhold, i en måde at leve på.

Måske er det den Danske kultur, måske er det et generations spørgsmål.
Jeg synes jeg ser det mere i min generation (genX) end i den nuværende unge generation (genZ) – dog ser jeg det også i dem, bare i mindre grad.

Jeg er selv blevet meget bevidst om, at jeg har levet mit liv, som at mange (de fleste måske) beslutninger var livsbeslutninger.
Hvis jeg skulle købe et hus, så var en del af vurderingen for resten af livet. Da jeg købte gården tænkte jeg hvordan jeg skulle klare det når jeg blev for gammel til at løfte træpiller på fyret!!

Når jeg skiftede arbejde, var det med tanke på om dette var noget jeg ville altid.

Jeg har aldrig giftet mig, så det kan jeg ikke udtale mig om – men måske er det netop derfor jeg aldrig er nået dertil.

Hvis vi ser alle beslutninger, som livsbeslutninger, så får det os til at sidde fast.
Det giver en naturlig frygt for at tage en forkert beslutning og det gør det utrolig svært at beslutte sig.

Jeg har skrevet oceaner af fordel/ulempe lister og jeg har lært mine børn at gøre det samme. Kunne jeg have gjort det om, havde jeg i stedet lært dem at drømme sikkert. Nemlig at visualisere “Hvad er det bedste der kan ske” og virkelig mærke det, og så tænke “Hvad er det værste der kan ske og hvordan sikrer jeg mig”. Jeg mener nemlig ikke at vi skal være dumdristige og ødelægge vores liv ved. at tage beslutninger som kun er gode lige nu og alt ødelæggende senere. Men måske mere tænke det som en forsikring – så vi har tænkt problematikkerne ind, garderet os hvor vi kan og taget en bevidst chance for vi ikke kan.

Livet er for kort til at sidde fast!

Jeg var selv midt i 40’erne, før det gik op for mig. Og det kom langsomt – indtil det en dag ramte mig og sad fast.
Den eneste beslutning der er en livsbeslutning er at få børn! Alt andet kan du ændre.

Ja nogle beslutninger vil være virkelig trælse, at skulle ændre, men det gør dem ikke mindre permanente, bare mere besværlige og det er den del der skal med i din overvejelse om at tage chancen.

Du åbner en hel ny og kæmpe stor verden når du ændrer tanken om livsbeslutninger til en bevidst tanke om at gøre noget lige nu og se hvad det bringer. Køb det hus der passer til livet lige nu, og sælg det igen og flyt i lejlighed når det er det der passer i dit liv. Start det job, som du vil elske at prøve af lige nu og vær bevidst om, at hvis det viser sig at være træls, så finder du et andet.

Vi har skabt en norm – Uddan dig til én profession og vær det for livet, vælg én måde at leve dit liv på, vælg en partner og går det i opløsning har du fejlet. Hvad med at gøre det du vil lige nu – og når du vil noget andet – så skift!

At vi har skabt den norm er modstridende. Da vi alle er enige om at vi ikke er færdigudviklet før vi er 25 år og at vi derefter udvikler os hele livet. Jeg er 52 år mens jeg skriver dette og jeg er ikke den samme som for 10 år siden, og da var jeg ikke den samme som for 20 år siden osv. Hvorfor tror vi så, at vi vil have samme ønsker og behov hele livet?

Vi sætter alting i kasser fordi det er trygt, men hvem er det trygt for?
For omgivelserne eller for dig?

Løsningen er at dyrke disse spørgsmål:

• Hvad har jeg lyst til at prøve af?
• Er jeg bevidst eller ubevidst landet i en kasse med stive sider og låg?
• Hvis jeg tænker “Det er bare for nu, jeg kan altid gøre noget andet” – er der så nogle nye beslutninger jeg skal tage nu?
• Har jeg set alle mine muligheder eller kan jeg ikke se over kassens sider?
• Hvis der er nogen eller noget jeg er misundelig på – hvorfor – kan jeg gøre det samme – hvorfor ikke?

Livet ændrer sig når vi tænker muligheder frem for begrænsninger.

Sidder du fast i dine jobmuligheder fordi du ikke kan se ud af kassen, så har jeg skabt dette forløb til dig.
Hvis du har brug for et skub eller en der kan åbne kassens låg, måske bare lidt – så kontakt mig.

Indlægget Hvorfor sidder vi fast?">%POSTTITLE% blev først udgivet på Winchler's - Jeg hjælper ledere med at finde balance i et ansvar jeg selv har båret">Winchler.dk.

Der findes en særlig fase i enhver større forandring og organisationsændring, som sjældent får særlig meget opmærksomhed, men som ofte er den mest krævende at stå i. Det er perioden, hvor beslutningen er truffet, men konsekvenserne endnu ikke er kendte. Der er meldt ud, at noget vil ændre sig, men ingen ved præcis hvordan, hvornår eller hvad det konkret betyder for den enkelte.
Det er en venteposition. Men det er ikke en pause. For lederen er det dobbelt op.

Tankerne kører:
Hvad kommer der til at ske med min rolle?
Bliver jeg valgt til… eller fra?
Skal jeg starte forfra et nyt sted?

Og samtidig:
Hvad med mine medarbejdere?
Hvad siger jeg til dem?
Hvor meget skal jeg dele, når jeg ikke selv ved noget?

Det er en dobbelt belastning.
For som leder opleves denne periode sjældent som stilstand. Tværtimod. Tankerne begynder at arbejde.
Hvad kommer det til at betyde for min rolle?
Er jeg stadig relevant i den nye struktur?
Skal jeg kæmpe for min plads, eller bliver jeg valgt fra uden indflydelse?

Samtidig med disse personlige overvejelser står du med en medarbejdergruppe, der i lige så høj grad forsøger at forstå, hvad fremtiden bringer og som kigger på dig for retning.

Det er her, kompleksiteten for alvor opstår. For du står ikke kun i din egen usikkerhed. Du står midt i andres.

I denne fase er det meget tydeligt, at mennesker reagerer forskelligt på det uafklarede.
Nogle ser muligheder. De tænker i nye begyndelser, nye opgaver, måske endda nye chancer, som ellers ikke var opstået.
Andre mærker primært uroen. De bliver optaget af det, de risikerer at miste: relationer, tryghed, faglighed, position.
Begge perspektiver er legitime, og ofte eksisterer de side om side i samme team.

Som leder kan det være fristende at forsøge at skabe ensretning, at berolige, forklare eller “samle” gruppen om én forståelse.
Men det er sjældent det, der virker bedst. For det, der skaber mest tryghed i en uafklaret periode, er ikke, at alle tænker det samme, men at der er plads til, at man tænker forskelligt.
En af de største misforståelser i denne fase er, at ledelse handler om at have svarene. Det gør det ikke. I hvert fald ikke her. For sandheden er, at du som leder ofte ved lige så lidt som dine medarbejdere. Og et forsøg på at udfylde tomrummet med halve forklaringer eller antagelser kan i værste fald skabe mere uro end ro.

Det, der derimod gør en forskel, er tydelighed omkring det, der faktisk er kendt og ærlighed omkring det, der ikke er.
At kunne sige: “Det ved vi endnu ikke” uden at miste fodfæste.
At kunne stå i det uafklarede uden at skynde sig videre fra det.
Det kræver en anden form for ledelse. En mere moden og ofte mere krævende form.

For det betyder, at du som leder også må forholde dig til din egen situation. Du er ikke neutral i det her. Du er selv en del af forandringen. Den kan få betydning for din rolle, din fremtid og din faglige identitet. Hvis du forsøger at ignorere det, vil det ofte alligevel komme til udtryk, i dine beslutninger, din kommunikation og din måde at være til stede på.

Derfor er det afgørende, at du ikke kun har fokus på dine medarbejdere, men også på dig selv.
Ikke i form af selvoptagethed, men i form af bevidsthed.
Hvad fylder hos dig lige nu?
Hvad er du mest optaget af?
Og hvordan påvirker det den måde, du leder på?

Når du har blik for det, bliver det også lettere at navigere i relationen til dine medarbejdere. Du behøver ikke skjule, at du selv er i en uafklaret situation. Men du skal kunne bære den, uden at den vælter ud over andre. Det er en fin balance og en vigtig en.
Midt i alt det uvisse kan det være hjælpsomt at holde fast i det, der ikke har ændret sig. For selvom noget er i bevægelse, er ikke alt i bevægelse. Der er stadig en opgave, der skal løses. Der er stadig en hverdag, der skal fungere. Der er stadig relationer, der skal passes.
At fastholde en form for retning og struktur i det daglige arbejde er med til at skabe stabilitet, ikke som en fornægtelse af forandringen, men som et anker i den.

Det betyder ikke, at man skal ignorere det, der er på vej. Tværtimod. Men det betyder, at man ikke lader det uafklarede fylde det hele.
For netop i denne fase bliver det tydeligt, hvad ledelse også er:
evnen til at stå i noget, der ikke er færdigt endnu.
At kunne rumme tvivl, forskellighed og uvished – både hos sig selv og hos andre – uden at miste retning.

3 ting der gør en reel forskel lige nu:

1. Sæt ord på det, der er uden at overfortolke
Sig det, du ved.
Sig også det, du ikke ved.
Det skaber mere tryghed end stilhed.

2. Normalisér forskelligheder
Det er okay, at folk reagerer forskelligt.
Sig det højt.
Det fjerner noget af presset både hos dem og hos dig.

3. Hold fast i det, der stadig er jeres opgave
Selvom noget er uafklaret, er ikke alt det.
Retning og fokus i hverdagen er med til at skabe stabilitet midt i det uvisse.

Det er ikke nødvendigvis den mest synlige del af ledelse. Men det er en af de mest betydningsfulde.

Måske er det her den vigtigste ledelsesopgave.
Ikke fordi du skal levere resultater.
Ikke fordi du skal implementere noget nyt.
Men fordi du skal stå i noget, der er uafklaret, sammen med andre mennesker.
Det er her, din ledelse bliver tydelig.
Ikke i svarene.
Men i måden, du er i det på.

Hvis du kan genkende dig selv i det her, så er du ikke alene.
Og du behøver ikke stå med det selv.

Indlægget Ventetiden før forandringen">%POSTTITLE% blev først udgivet på Winchler's - Jeg hjælper ledere med at finde balance i et ansvar jeg selv har båret">Winchler.dk.

Hvis vi skal passe på vores energi skal vi først kunne mærke den og derefter forstå den. Det er ikke noget vi får foræret, vi skal arbejde lidt for det.
Men det er nødvendigt, vigtigt og vi skal prioritere det.
Uden energi er vi slet ikke til.

Energi som et batteri?
Vores energi omtales ofte som et batteri der bruger energi og lades op igen. Opfattelsen er at vi opbruger vores energi ved næsten alt vi laver og så lader op ved hvile og lader helt op ved søvn. Det er ikke sådan jeg ser min energi, jeg er jo ikke en mobiltelefon.

Så tror man fejlagtigt, at hvis man kører fuld fart hele dagen, så skal man bare have en god nattesøvn, så er alt godt og kan fortsætte sådan dag efter dag. Derfor får vi stress, bliver udkørte og trælse at være sammen med.

Energi som en bankkonto.
Hvis vi i stedet tænker på vores energi, som en bankkonto. Den kan være i balance, i minus og i plus. Men det er ikke tre niveauer, det er uendelige niveauer. Det kan være lidt minus, meget minus eller ubetaleligt enormt meget minus. Sætter vi lidt ind på et lille minus, så får vi balance. Sætter vi lidt ind på meget minus, ja så har vi altså stadig minus – dog lidt mindre minus.

Nogle gange er lidt minus okay og forventet, men der kommer renter på. Lidt minus over lang tid, bliver til meget minus.

Opgaven er først at kunne mærke sig selv. Kan du mærke din energi? Hvilken saldo har du lige nu?
Ved du hvordan du aktivt sætter energi ind på din konto og ved du hvad der trækker mest ud?

Hvordan kan vi lære det?
Det kan være enormt svært at mærke sig selv hvis man hele tiden har travlt, men der er ingen vej udenom, du er nødt til at sænke tempoet mindst et øjeblik for, at kunne mærke dig selv. Og du er nødt til at kende din nuværende saldo for, at kunne skabe balance.

Prøv i én uge, at stoppe op 5 min hver anden time og spørg dig selv; “Hvor er mit energi niveau lige nu?”.

Når du gør det igen og igen vil du begynde, at kunne mærke det. Først ved at mærke at det er højere eller lavere end sidst. Højere eller lavere end i går. Højere end da du var ud at handle, lavere end da du gik en tur. Med tiden vil du finde ud af hvor dit balance punkt er og kunne mærke om du har plus eller minus på kontoen.

Når du så har dit balancepunkt, så vil du begynde at opdage hvad der trækker lidt og meget ud af din konto og hvad der sætter lidt og meget ind. Dette giver dig værktøjet til at stabilisere din energi uanset hvor du er. Hvis du fx har fundet ud af, at du kan sætte lidt ind på kontoen ved at gå en tur. Så gå en tur mellem dine møder. skab nogle Walk-and-talk møder.
Hvis du har fundet ud af, at du sætter meget ind på kontoen ved, at ordne have med dine børnebørn og at du trækker meget ud ved en uge med ryg til ryg møder. Så planlæg din kalender, sørg for at der hvor der trækkes ud, der sættes der også ind.

Dette er at passe på sig selv. Og det er win-win, for når du er i balance, så er du en bedre leder, medarbejder, partner, forældre, kollega og ven.

Indlægget Vi skal passe på vores energi">%POSTTITLE% blev først udgivet på Winchler's - Jeg hjælper ledere med at finde balance i et ansvar jeg selv har båret">Winchler.dk.

Jeg kan huske da bølgen var medarbejdere, trivsel og udvikling. Når nu der slet ikke tales om det længere, men i stedet tales om noget, som for medarbejdere kan føles som en trussel, har vi så bare glemt dem?

Tror vi pludselig at vi kan arbejde med trivsel på halv blus, fordi vi har fået øje på noget spændende?

Vi skal være meget bevidste om, hvilke tanker og spekulationer snakken om at indføre AI, kan lede til.
Når lederen siger “Vi skal kigge på hvordan AI kan hjælpe os, kvalificere vores arbejde og gøre det lettere for jer….” så tænker lederen at de netop udtrykker dette som en hjælp til medarbejderen, ikke en nedskæring. Men det er ikke nok, for i sidste ende ved vi alle, både lederen, organisationen og medarbejderen at mindre arbejde betyder færre hænder, med mindre andre nye opgaver dukker op.

Mange medarbejdere føler sig truet af AI bølgen, da det er umuligt (for alle) rigtigt at vide hvad det vil betyde, det føles fremmed og utrygt. Hvad medarbejdere frygter kommer selvfølgelig også i bølger, det hele hænger jo sammen. Da computeren kom, troede alle at robotter overtog de fleste job omkring år 2000, men det viste sig at være langt fra….noget tættere nu.
Men verden ændrer sig hele tiden og det gør vores job også, jobs er altid forsvundet for udviklingen og så udvikler vi os, indordner os og lærer vore nye roller at kende.

Vi bliver nødt til at tale med medarbejderne om dette, 1-1, dem alle. Tale med dem om hvad det betyder for dem, hvad de ønsker, hvad de ser, hvad de føler.

Hvis vi bare tromler videre med vores AI drømme glemmer vi medarbejderen og dét har vi ikke råd til, for teknologien er ikke det dyrebareste, vi har, det er menneskene, der skal bruge den.

Indlægget Husker vi medarbejderen når vi tromler afsted med AI?">%POSTTITLE% blev først udgivet på Winchler's - Jeg hjælper ledere med at finde balance i et ansvar jeg selv har båret">Winchler.dk.

Det regner…. hverken hundene eller jeg synes det er rart at gå tur i regnvejr, men vi skal jo ud at gå.

Så jeg vælger at køre i skoven.
Skoven er tæt nok til at vi går i tørvejr. Jeg kan høre regnen tage til, jeg ved den er der, men jeg mærker intet. En gang i mellem arbejder en dråbe sig igennem bladende og rammer mig.

Her er trygt, lunt og tørt og vi havde en skøn tur.

Det du helt konkret kan gøre er, at finde din styrke, hvad skal du bruge for at holde dit humør og din dag hjemme i dig selv? Sammen kan vi finde ud af hvor din styrke kommer fra, du har brugt den før, du har selv svaret, vi finder det frem via coaching. Din styrke er den vi planter, vi kan plante den sammen og jeg kan give dig både vand og gødning til at få den til at gro.

Vi visualiserer hvordan det ser ud når du har kontrollen og kan du se det, kan du føle det, og kan du føle det kan du skabe det.

Indlægget Styrer du dine følelser eller styrer dine følelser dig?">%POSTTITLE% blev først udgivet på Winchler's - Jeg hjælper ledere med at finde balance i et ansvar jeg selv har båret">Winchler.dk.