Hvad er det bedste der kan ske? af Morten Kirckhoff

Denne bog ramte mig på præcis det rigtige tidspunkt.
Jeg tror, den ville have betydet noget forskelligt, alt efter hvornår jeg læste den – men at læse den nu føles næsten som et tegn.

Jeg går for tiden og jonglerer ordet modig i mine refleksioner.

Jeg bliver ofte kaldt modig, og det har jeg ærligt talt svært ved at genkende. Især efter jeg har sagt farvel til lønchecken og sprunget ud som selvstændig, er den betegnelse blevet brugt endnu mere og det har fået mig til at tænke over, hvad mod egentlig er. Og hvad det er for mig.

For mig er mod, når mennesker gør noget, de er bange for. Og det gør jeg ikke særlig ofte.
Jeg gør til gengæld ting, andre er bange for, men når jeg har en plan, så føles det ikke farligt og derved modigt for mig.
Jeg ser mig selv mere som en kylling end som modig, fordi jeg ikke er god til at presse mig selv ud i noget, jeg frygter.

Så at starte denne bog, hvor Morten allerede i forordet reflekterer over, hvad mod er, netop fordi andre kalder ham modig uden at han selv føler sig sådan, føltes som et fuldstændigt perfekt tidspunkt for den at lande hos mig.

Selvom bogen handler om mod, satte den gang i mange andre refleksioner hos mig.
Jeg har brugt en stor del af mit liv i enten/eller-tænkning. Sort/hvidt.
Jeg har endda lært mine børn at lave fordele- og ulempe-lister, som Morten ikke just mener er en god ide og set i bakspejlet har Morten ret:

• Vi overser ofte, at der er noget mellem polerne. Verden er ikke sort/hvid. Beslutninger er ikke altid enten/eller.
• Vi skal lede efter det, der ligger imellem – smage på det, mærke det og finde ud af, hvordan vi bevæger os tættere på det, vi ønsker.

På et tidspunkt skriver Morten:

“Jeg savnede at være på vej op – ikke bare at være oppe.” – uhhh denne sætning satte sig fast i mit hoved, måske i min sjæl.
Dér satte han ord på noget, jeg har mærket de sidste par år i min lederstilling, uden selv at kunne formulere det.
Jeg manglede noget at kæmpe for. Noget målrettet. Noget stort.
Jeg kunne mærke savnet, men ikke helt forstå, hvad det handlede om eller om jeg overhovedet burde lytte til det.

Det gjorde jeg.
Og nu står jeg for foden af det bjerg, jeg har valgt at kæmpe for at bestige.

Tak til Morten for at sætte de helt rigtige ord på den følelse.

Næste gang jeg en aften bliver i tvivl om, hvorvidt det jeg har gang i er galt eller genialt, så tror jeg, jeg tager denne bog frem igen.
Den giver mig en klar “go girl”-følelse.

Jeg er på vej op ad bjerget.
Efter velovervejede – og ja – modige beslutninger.